Afriggere – fuld vigør på skibene

I næste uge vil der være fuld aktivitet på Admiral Kaj foran Admiral Hotel.

Igen i år nyder de bevaringsværdige sejlskibe Mira, Halmø og Lilla Dan og nyudklækkede matroser fra skoleskibet Georg Stage godt af hinandens eksistens. Skonnerterne får en grundig overhaling så de er godt beskyttede mod en hård vinter og de just dimitterede søfartselever får en praktisk erfaring i hvordan man vedligeholder træskibe. Og det er et stort arbejde. De skal slibe og lakere alle master, bomme og rær, afrigge tovværk, lapsalve riggen, tørre og pakke sejl og lægge alt på lager.

”Der er tusindvis af arbejdstimer i at vedligeholde disse gamle træskibe. Og lige nu gælder det om at få dem rigget af efter dette års sejlsæson, så de er beskyttede mod vinterens fugt og kulde,” fortæller Jesper Hjorth Johansen, kaptajn på Lilla Dan.

Arbejdet med at gøre skibene vinterklar fortsætter alle hverdage fra kl. 10-15 frem til 12. oktober. Herefter bliver skibene overdækket med presenninger og går i vinterhi indtil 1. maj, hvor glade gæster igen kan gå om bord til personale- og familiefester eller teambuilding, receptioner og sejlferier.

Så kom forbi på kajen og følg med i arbejdet. Hvis du får lyst og vejret tillader det, kan du sidde og nyde udsynet til en kop kaffe eller andet du vil forkæle dig selv med i cafeen.

Vinderskibe igen i 2012

For andet år i træk har både Topsejlskonnerten Lilla Dan og Skonnerten Mira vundet hver deres klasse i “Limfjorden Rundt 2012”.

Sejladsen “Limfjorden Rundt” er en årlig dyst for gamle danske træskibe og ældre brugsfartøjer, der har haft ‘last på køl’. Over seks dage i midten af september sejles i etaper til Thisted, Struer, Fur, Nykøbing Mors og målbyen Skive. Et halvt hundrede skibe i alle mulige størrelser var i år mødt op for at dyste mod hinanden.

I klassen for skibe over 45 brt. vandt topsejlskonnerten Lilla Dan, og i klassen 25-45 brt. løb Mira, der er en to-mastet skonnert, af med sejren.

De to vinderskibe ejes af henholdsvis rederiet J. Lauritzen A/S og Wilders Plads Ejendomme A/S. Herudover er Skonnerten Halmø der ejes af K/S Halmø med Copenhagen Admiral Hotel som medejer og alle tre skibe administreres af De Forenede Sejlskibe.