Togtbrochure 2018

Vær klar ved tasterne kl. 00.00 onsdag den 1. februar 2018, hvis du vil sikre dig plads om bord på et af togterne.

Der er nemlig mange, der gerne vil med i en køje om bord på et eller flere af togterne. Især Limfjorden Rundt er meget efterspurgt, så der er udsolgt på kort tid! Til RumRegatta og Fyn Rundt oplever vi også, at køjerne bliver udsolgt meget hurtigt. De øvrige togter er beskrevet i Togtbrochuren 2018 og bliver skønne togter i det Sydfynske Øhav og rundt Bornholm.

Send en mail til info@deforenedesejlskibe.dk når du ved hvilket togt du ønsker at deltage på. Men vent til midnat – tilmelding til togterne gælder fra kl. 00.00 – tager man chancen og sender kl. 23.59 den 31.1.2018 står man ikke øverst på “først til mølle”-listen. Vi skal nok fortælle dig så hurtigt som muligt, som vi kommer igennem bestillingerne, om du er blandt de heldige, der får en køje.

Prinsesserne fra blokken…

Hvert år bliver blokkene skilt ad, træet lakeret og hjulet smurt. Det hele bliver samlet igen og udstyres med en låseblik lavet af en kobberplade, der sikrer at blokpinden ikke kan vandre ud. Ud fra klogt sømandskab, har alle blokke fået en mærkat, så de monteres korrekt igen, når sejlene skal rigges på igen til foråret.

Mens skibene ligger i vinteroplæg arbejdes der under “husene” af teltdug og til foråret i april skal alle tre skonnerter på værft til det årlige værftsophold med efterfølgende syn af Søfartsstyrelsen, som er alles garanti for den optimale sikkerhed om bord.

Om bord på Halmø bliver de grønne luger slebet helt ned, malet og lakeret op igen, så de står skinnende. På Mira skiftes planke i fribord samt et stykke af lønningen, og så skal omstyringen total renoveres, det vil sige skilles ad, smøres og samles igen, så det hele kører som smurt!

Skonnerten Mira er på værft i Gilleleje fra den 12.-16. marts 2018. Lilla Dan er på værft i Svendborg hos Ring Andersen i hele april og dokning fra den 28. marts -14. april. Skonnerten Halmø vil være på bedding fra den 3. april også i Svendborg.

Her har du mulighed for at se skibene på land og det arbejde, der pågår med slibning og maling af kølen og den del af skroget, der ligger under vandlinien, når skibene er i vandet.

Efter værftsophold i april er alle tre skonnerter klar til den årlige gennemgang med klasseselskab og Søfartsstyrelsen, så vi igen i år kan give en masse mennesker fantastiske sejloplevelser med godkendte sejlskibe.

Nyhedsbrev udsendt 30.1.2018.