Vi ♥️ glade kunder ⭐⭐⭐⭐⭐ | Ring 30 50 60 90 Kontakt os

Lilla Dan kaptajn og historie

Mød Lilla Dan’s erfarne kaptajn Jesper Hjorth Johansen

Jesper Hjorth Johansen har været skonnertkaptajn på Lilla Dan siden 2001, men helt siden 1987 har han været kaptajn på forskellige sejlskibe. Blandt andet har han sejlet seks år på Halmø, der også er en del af flåden i De Forenede Sejlskibe.

Jesper Hjorth Johansen har en bred uddannelse – både som sømand og som skibsingeniør. Han har sejlet i handelsflåden og ledet større renoveringsopgaver blandt andet på M/S Navigator fra 1941 og M/S HV Ravn fra 1945.

Jesper Hjorth Johansen er helt hjemme på et gammelt træskib. Han begyndte sin sejlkarriere som barn i Faaborg i forskellige joller, blandt andet den traditionelle smakkejolle, og som 12-årig var han på sit første sejltogt i en skonnert.

Fire besætningsmedlemmer på Lilla Dan

Lilla Dan er det største skib i De Forenede Sejlskibe, og alene vedligeholdelsen tager mellem 1500 og 1800 mandetimer om året. Sejladsen er også mere krævende.

Derfor tæller Lilla Dan en fast besætning på i alt fire personer. Foruden kaptajnen er det en bedstemand og to matroser. Sammen varetager de alle opgaver fra vedligeholdelse, madlavning, hygge om gæsterne til at pakke sejl og sørge for sikkerheden om bord.

Sikkerhed som på en stor passagerfærge

”Vi har et fantastisk skib, og besætningen sætter en ære i, at Lilla Dan altid er smukt vedligeholdt og rengjort. Mine dygtige folk arbejder, når de skal og er top dynamiske. Vi kan hele tiden tilpasse os situationen, og vi gør det yderste for at skabe succes for gæsterne,” erklærer Jesper Hjorth.

Der gøres meget ud af sikkerheden om bord. Hver måned øver besætningen forskellige nødprocedurer – og ofte er gæsterne involveret.

”Hvis vi sejler mere end 24 timer med folk, så sender vi alle gæsterne ned på banjen og øver dem i, hvordan de skal rømme skibet, finde redningsveste og redningsflåder. På korte ture får de en kortere instruktion. På længere ture involverer vi gæsterne i, hvad der sker ved mand over bord. Det er godt nok ikke noget, vi reelt oplever, men vi skal selvfølgelig kunne håndtere situationen, hvis den en dag skulle opstå,” fortæller Jesper Hjorth.

Desuden overholder skibet grundlæggende de samme sikkerhedsregler og regler om sikkerhedsudstyr og som store passagerskibe. Skibet er underlagt årligt syn af både klassifikationsselskabet Bureau Veritas og Søfartsstyrelsen, og er ligeledes ISM (International Safety Management) certificeret.

Skønt at sejle med gæster

Noget af det, der tiltaler Jesper ved at sejle med de store historiske skibe, er samarbejdet og glæden om bord, ikke mindst når der er gæster med. “Det er fantastisk at sejle med gæster. Det er et team arbejde at give 40 mennesker en god oplevelse – uanset om det er et længere togt eller en kortere dagtur. Det hele skal klappe, og gæsterne skal gerne fornemme, at de er en del af vores store søfartskultur,” siger Jesper.

Planlægningen af sejlads og sejlføring tager altid højde for vind og vejr, så gæsterne kan også altid regne med at få en god og behagelig oplevelse for sejl – uanset vejret.

Lilla Dan’s historie og ejerforhold

Lilla Dan er en to-mastet skonnert. Hun blev bygget i 1951 på Ring Andersens Træskibsværft i Svendborg som skoleskib for Rederiet J. Lauritzen A/S, der stadig ejer det velholdte træskib.

Farveskift efter 10 år

De første år var skibet sortmalet med guldstaffering i skanseklædningen, men efter cirka 10 år fik skibet den røde farve, som er karakteristisk for Lauritzen. Undrer du dig over, hvorfor hun så hedder Lilla?

Hundredvis af elever har sejlet med skibet, og når det ligger til kaj, er der næsten altid folk, der stopper op og fortæller om deres oplevelser med Lilla Dan. Hun har gjort stort indtryk og er næsten lige så kendt som Skoleskibet Danmark og Georg Stage.

Lilla Dan er modelskib, skoleskib og nu charterskib

Billing Boats har lavet Lilla Dan som modelskib i størrelse 1:50, og der er bygget mere end 3000 modeller af det smukke skib.

Lilla Dan sejlede primært som skoleskib til 1996. Mange virksomheder og private har nydt godt af det smukke skib til alt fra møder og teambuilding til fester og ferie igennem alle årene.

Udmærket som “Historisk Monument”

I 2013 blev Lilla Dan udnævnt af Skibsbevaringsfonden til “Historisk Monument”. Det er en udmærkelse, som tildeles et fartøj, der på “forbilledlig vis fremtræder i særlig restaureret eller autentisk stand, og som derfor er en entydig kilde til kundskab om fortidens danske skibsbygning.”

Til dagligt drives Lilla Dan af skonnertrederiet, De Forenede Sejlskibe, som også har skonnerten Halmø i sin flåde. Sejlskibene har fast kajplads foran Copenhagen Admiral Hotel i hele sejlsæsonen.

Læs mere om indretning og få flere fakta om Skonnerten Lilla Dan. Read about Lilla Dan in English at J. Lauritzens website.

Via dette link har du mulighed for at bevæge dig rundt på hele dækket og ned om læ og se salon, kahytter etc. Kig om bord

LÆS OGSÅ: Lilla Dan fylder år